Igennem de sidste 6 år har jeg mødt mange inspirerende mennesker. Fælles for dem er, at de har truffet et afgørende valg om at hoppe ud af deres tryghedszone og i stedet følge deres hjertes kalden – deres sjæls hvisken. Det er historier om sårbarhed og MOD. Det er ægte BRAVEHEART stories. Disse historier har hjulpet mig til at blive mere modig – til at gøre mere af det, der gør mig glad, og som giver mit liv formål og mening – og jeg håber, at de også vil inspirere dig til at begynde at gå i retning af det, du inderst inde drømmer om og længes efter.


BRUG DIT HJERTE SOM TELEFON

Hvis der er nogen, der lever op til sangen ’Brug dit hjerte som telefon’ fra filmen Hannibal & Jerry (1997), så er det Inger Hjort, 48 år, fra Aarhus. Igennem flere år har hun – ved siden af sit job som event manager – delt sine samtaler med mennesker, der inspirerer hende, via sin podcast-kanal. Det er samtaler om blandt andet de 5 kærlighedssprog, skam, lyst, parforhold, grænser og hvordan du kan finde ind til dig selv via fx håndanalysen eller Akasha-arkivet med regressionsrejser.

Det der særligt inspirerer mig ved Ingers podcasts, er den nysgerrighed og sårbarhed, der kendetegner hvert og en af dem. Inger er nemlig ikke bange for at bringe sig selv, sin historie og egne erfaringer i spil for at give samtalerne endnu mere dybde. Og det skaber en helt særlig forbindelse mellem personen, der interviewes, Inger og ikke mindst til dig, der lytter med.



Inger Hjort lærte jeg at kende via en fælles erhvervscoach. Ja, faktisk mødte jeg hende ikke rigtigt, altså sådan i virkeligheden. ’Mødet’ fandt sted via den lukkede Facebook-gruppe, der var en del af coaching-pakken. Og kender du det, at du støder på en person, der skiller sig ud fra resten? Sådan en, der appellerer til dig og som du finder interessant, uden du helt kan sige, hvad der vækker din interesse? Sådan var det med Inger.

Inger udstrålede autenticitet, nysgerrighed og sårbarhed – og så var hun ikke bange for at tale om emner som spiritualitet, kærlighed, seksualitet, skam og nydelse. Emner, som mange af os enten ikke har et sprog for eller tør tale højt om. Jeg vidste instinktivt, at jeg skulle noget mere med Inger. Og heldigvis holdt dette stik.


NÅR DIT BUDSKAB SKAL TYDELIGT FREM

Inger Hjort kan noget helt, helt særligt. Hende unikke talent er, at hun kan afkode, hvem du er samt dit unikke budskab for derfra at hjælpe dig med at gøre det tydelig for andre.



– Mit talent er, at jeg kan afkode mennesker og jeg har gjort det, siden jeg var lille. Den måde, jeg bruger det på, er ved at støtte, assistere og løfte mennesker, der har et budskab, de gerne vil dele. Helt konkret hjælper jeg dem at finde ind til deres unikke evne og budskab og sørger for, at det kommer at stå tydeligt frem for dem selv og andre, forklarer Inger her indledningsvist i vores samtale.

Hun uddyber:

– Fx mødte jeg til en danse-workshop en kvinde, der både arbejder som stresscoach og som også danser ved siden af. Efter workshoppen kom vi til at tale om hendes virke som stresscoach, og hvordan dansen havde hjulpet hende igennem en lang periode med stress.

– Vi talte også om, hvor svært det er at adskille sig fra andre stresscoaches, der tilbyder det samme. For der findes rigtig mange stresscoaches og det kan være svært at skille sig ud.  Vi drøftede, hvilken værdi hun kunne bidrage med. Tidligere på workshoppen havde jeg set, hvad der skete med hende og os andre, når vi er i dansen. Og jeg foreslog hende, at vi dykkede dybere ned i kombinationen af de to. Faktisk fik vi foldet hendes budskab og koncept ud på bare én aften, og nu har hun udsolgte retreats i både ind- og udland.


AT LEVE AF AT MÆRKE MENNESKER

Inger lever i dag som selvstændig og har virksomheden Connecte. Hun er dels event manager for både danske og internationale events, og dels tilbyder hun hjælp til dig, der skal have dit indre budskab frem i lyset.



– Hvad fik dig til at springe ud som selvstændig? spørger jeg nysgerrigt Inger. For jeg kender flere og flere, der gør det – og rigtig mange, som gerne vil, men som er usikre på, hvordan de skal gribe det an.

– Det var en række tilfældigheder, måske, der viste mig vej. Helt konkret stod jeg i en livskrise for seks år siden. Den ultrakorte version er, at jeg mistede mit job og kort tid efter blev jeg skilt. Jeg måtte derfor finde en helt ny livsvej, fortæller Inger og fortsætter:

– Ét område, jeg særligt var meget nysgerrig på, var feltet ’Personlig Udvikling’ – og fordi jeg ikke havde pengene til at betale for kurser, så blev min vej til at lære mere, at tilbyde min hjælp på forskellige kurser og workshops. Og jeg fandt ud af, at jeg er rigtig god til det – både at møde mennesker og at have styr på tingene.



– Og da jeg på et tidspunkt var assistent på en af disse workshops i personlig udvikling, kunne jeg ikke undgå at reflektere over et spørgsmål, som deltagerne fik. Spørgsmålet lød ‘Hvad drømmer du om?’ Svaret, som kom til mig, var ‘jeg skal være selvstændig’.

– Mit held var, at jeg på disse kurser i personlig udvikling ofte mødte en masse mennesker, der var soloselvstændige. Mange af dem skulle have en ny hjemmeside, men manglede indsigt og overblik over processen. Jeg havde en del erfaring i at arbejde med websites og online markedsføring, så jeg tilbød min hjælp til dem.

– En anden heldig ting var, at mange af dem, jeg mødte, var gode til at hjælpe mig videre til andre personer, og så gik det stærkt. Det var også på den måde, at jeg fik flere og flere opgaver inden for event management. Her trives jeg allerbedst. Jeg elsker at skabe fysiske events, hvor mennesker bliver bragt sammen. Jeg tror, det er fordi, jeg er sådan en, der har brug for at mærke mennesker, og brug for at mærke den dybere kontakt, som det fysiske møde kan give, smiler Inger.


DYBE SAMTALER DIREKTE I DIT ØRE

En del af Ingers virke er også at dele al den visdom, hun støder på, via podcasts. Det er samtaler med mennesker, som inspirerer Inger. Emnerne, hun tager op, udspringer af hendes egen nysgerrig på forskellige områder, herunder de 5 kærlighedssprog, skam, lyst, parforhold, kontakt, grænser, nydelse og meget mere. Inger bringer desuden gerne sig selv og egne erfaringer i spil, når de forskellige emner undersøges sammen med gæsten i studiet.



Inger har udgivet podcasts lige siden september 2016 og har i dag mere end 16.000 downloads. Måske handler de mange tusinder downloads om, at de forskellige samtaler er lige så autentiske og sårbare som Inger selv, og at det er rigtige mennesker, der åbent og modigt deler deres passion, refleksioner, erfaringer og læringer. Jeg selv er i hvert fald fast lytter og glæder mig altid til at dykke ned i et nyt emne sammen med Inger og hendes gæst.


HVORFOR PODCAST?

Men hvorfor valgte hun lige podcasts frem for andre kanaler?

– Jeg havde en erhvervscoach, der anbefalede mig at lave webinarer – altså online præsentationer, hvor jeg fortalte om min egen historie og det, jeg kan tilbyde. Det vidste jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle, for jeg bryder mig ikke om at se mig selv på video. Men jeg havde brugt en masse penge på denne her erhvervscoach og skulle forsvare over for både jeg selv og min søn, at vi ikke kunne komme på ferie, da pengene var brugt. Så derfor måtte jeg gøre noget andet.

– Podcast dukkede ligesom bare op. Men jeg vidste instinktivt, at det var den rette kanal for mig. Podcasten gav mig også mulighed for i langt højere grad at dele indhold og det, der inspirerer mig, ligesom jeg på den måde fik udvidet mit netværk i forhold til personlig udvikling. Jeg elsker at møde mennesket, der står bag den bog, som inspirerer mig, trænere eller sådan en som dig, der laver håndanalyse og bruger dette som værktøj til at skabe indsigt og transformation hos andre. For mig er det altså rent win-win-win. Jeg hjælper den, jeg interviewer, jeg hjælper forhåbentlig også dem, der lytter med – og jeg hjælper mig selv til større synlighed – og indsigt.


KÆRLIGHED I FOKUS

Et tema, der er blevet berørt i mange af samtalerne, er kærlighed. Ikke kun den romantiske kærlighed, som vi alle sammen kender fra Hollywood film. Nej, det handler om en lang række andre facetter ved kærligheden; om kærlighed til os selv, om vores kærlighedssprog, om vores kærlighedspræferencer, om hvad kærlighed egentlig er, om hvordan vi skaber kærlige relationer og om guddommelig kærlighed.

Inger forklarer:

– Jeg er helt sikkert ikke færdig med det tema. Kærlighed er jo virkelig mange ting, og noget vi alle sammen higer efter, tumler med og er optaget af. Det var også derfor, at jeg sidste efterår for første gang arrangerede et event om kærlighed sammen med Anja Steensig, tidligere tv-journalist, Iben Munk fra Holistisk Akademi og Jacob Mikkelsen, der er Hoteldirektør på Fredensborg Store Kro. Eventen, som fik navnet ’Unfold your love’, var for alle, der gerne vil lære at leve fra hjertet og forstå, hvilken transformerende kraft kærlighed er.

– Da vi mødtes første gang, tre måneder før eventen skulle køre, kendte vi slet ikke hinanden. Men det fælles budskab, som vi gerne ville dele, drev os hurtigt sammen. Evalueringen af eventen viste da også, at vi havde fat i noget, der resonerer hos andre. Eventen fik scoren 4,6 ud af 5 mulige, og 30 % af deltagerne valgte at købe billetter til det næste ’Unfold your love’, som vi holder til oktober i år.

Du kan læse mere om Unfold your love her.




DEN DANSKE OPRAH – PÅ INGER-MÅDEN

Inger Hjort er sådan en kvinde, du instinktivt holder af og nyder at være i rum med. Du kan mærke, at hun gerne vil hjælpe og støtte dig, hvis hun kan. Men også hendes nysgerrige, søgende tilgang til dig og livet i det hele taget træder tydeligt frem, når du taler med hende. Det er meget inspirerende og livsbekræftende.



Derfor bliver jeg også selv nysgerrig efter at høre, hvem der egentlig inspirerer hende.

– Jeg er meget privilegeret. Der er mange mennesker i mit nære netværk, som inspirerer mig. Det er dog særligt de mennesker, der er drevet af at gøre en forskel i verden, der inspirerer mig, og hvis de har plus på bundlinjen og succes, så gør det mig ekstra nysgerrig. Som en person engang udtrykte det: ’Jeg vil gerne gøre godt og gøre det godt’. Hvad er det, der gør dem i stand til både at være succesfulde, tjene penge og blive ved med at gøre denne forskel i verden? Dét vækker min nysgerrighed.

– Det er også det, der er så inspirerende ved Oprah Winfrey. At hun – selvom hun har en historie med store svigt og en masse forhindringer – alligevel er lykkedes med at skabe et liv, hun elsker, mens hun fra sit professionelle virke inspirere masser af mennersker verden over – samtidig med at hun er et meget generøst menneske. Det vil jeg også gerne være. Og engang troede jeg, at jeg skulle være den danske Oprah, men i dag ved jeg, at jeg mest skal være Inger – inspireret af Oprah.


ANDRE INSPIRATORER

Andre mennesker, som inspirerer Inger, er dem, som tør stå frem og stå ved deres tro.

– Jeg er selv et troende menneske, men har tidligere manglet modet til at sige det højt, selv i de mere nære relationer. Støttet af den udvikling, som jeg oplever i verden i dag, er det blevet lettere for mig at stå ved det. Uanset du møder mig privat eller professionelt.

– Måske det også er årsagen til, at jeg finder både genkendelse og stor inspiration i litteratur om Yeshua og Maria Magdalene. Det er nye og anderledes fortællinger, som dukker op i disse år om de to mennesker og deres kærlighedsbudskab. Fortalt af både nye og etablerede forfattere. 

– Jeg finder også inspiration i alt det, jeg lærer, i forbindelse med min egen rejse i personlige udvikling. Jeg tror, at der hele tiden er noget, vi kan pakke op og undersøge for at blive klogere på os selv. Især når vi tør være nysgerrige på vores egen rolle og adfærd. Det er en livslang læring, slutter Inger.


INGER HJORT OG CONNECTE

Du finder podcast fra Connecte her. Du kan også følge Connecte på Instagram og Facebook.

Du finder mere information om Unfold Your Love-eventen her, og her https://anjasteensig.dk/unfold-your-love/, hvor du også kan sikre dig billet til eventen i 2019.

Ingers næste event er en samtale salon på Fredensborg Store Kro. Denne gang handler det om, hvordan du kan nå dine drømme.

Jeg er så heldig at være blevet inviteret som en af Ingers samtale-gæster.

Desuden udgiver Inger sin bog ’Den sensitive elefant’ i løbet af 2019.

RSS
Facebook
Facebook
Instagram
YouTube
LinkedIn
Follow by Email